– det er vores udgangspunkt, når vi som musikere skal opfinde og være kreative på kommando. Vi skaber et rum for os selv hvor alle idéer pr definition er gode og alt i verden kan lade sig gøre. Det gode ved denne tilstand er, at der ikke findes rammer, bedømmelse eller evaluering, og det giver plads til bare at finde på. Vi kalder det at “slippe forudfattethed og undgå evaluering” og for os er det en mental grundindstilling der er nødvendig for at kunne generere nye idéer. Vi har ingen forventninger til vores “produkt” endnu og er åbne for alle muligheder og skæve vinkler. Og det er noget, vi træner: det at nulstille sig selv og bare følge strømmen af idéer.

En af de ting vi gennem vores uddannelsessystem er bedst trænet i er jo netop af evaluere, bedømme og vurdere og det kan gøre det svært at slå det fra, når vi skal være kreative. Men det har vi brug for at kunne, for “hunde gør af det de ikke forstår” som den græske filosof Heraklit sagde – dvs. vores kritiske sans fælder ofte de idéer vi ikke har mødt før – altså de nye. I det skabende rum må vi fokusere på det positive i alle idéer og se hvor de kan bringe os hen – hvilke associationer idéerne giver os. Vores evalueringsevne har vi så brug for når vi har været kreative og skal vurdere hvilke af vores idéer, der skal videreudvikles. Så efter vi har været kreative kan vi så at sige bygge vores prototype-produkt og teste det for at se om det er en god idé (for os kunne det fx være om basgangen i vores melodi skal spilles på en ukulele i stedet for en bas).

Vi har fundet et par vinkler på denne evne:

– Den afdøde “king of pop” Michael Jackson, optog mange af sine musikalske skitser på en diktafon, hvor han bare lod idéerne få frit spil. Herefter udviklede han videre på de mange forskellige idéer til de hits vi kender i dag. En sjov bi-historie hertil er, at MJ engang blev anklaget for at have stjålet et af sine store hits “The Girl Is Mine”. Med i retten havde han sin diktafon og kunne dermed dokumentere tilblivelsen og udviklingen af sangen og alle dets elementer – og vandt retsagen.

– Walt Disney satte ord og system på den skabende proces, da han om nogen vidste at nye idéer var grundpillen i hans organisation (“Ideas excite me…I can never stand still. I must explore and experiment”). Den første fase af udviklingen af nye tiltag starter ifølge ham med “drømmefasen” – et mentalt rum hvor kreativiteten har frit spil og der ikke eksisterer rammer og/eller bånd – måske var herfra at idéen til Pinocchios sang “I’ve Got no Strings” kom?

– Keith Jarrett – en af verdens mest respekterede jazz-pianister og modtager af Sonnings Musikpris 2004 – fortæller i et interview om sin forberedelse til en hans solokoncerter, at han tømmer sig for bevidsthed og forudfattethed: “Jeg forsøger at slukke for al tankevirksomhed, jeg kunne tænke mig at glemme at jeg overhovedet har hænder. Jeg vil gerne sætte mig på klaverbænken som om jeg aldrig havde spillet klaver før.”

Disse tre eksempler på udgangspunktet for den kreative proces viser hvordan man er nødt til at opdyrke en ny kompetence, hvis man gerne vil være kreativ: nemlig evnen til IKKE at evaluere på stedet, evnen til bare at sprøjte idéer ud, evnen til at drømme, og evnen til at stoppe tankerne. Og modsat hvad mange tror er det ikke noget der dumper ned fra oven som en udviklet evne; det er noget vi som musikere træner hver gang, vi skal spille. Så vores opfordring lyder: prøv det af; prøv at slå dit evalueringsapparat fra når du skal være kreativ, og så slå det til igen, når du skal udvælge din rigtig gode idé. På den måde kan vi være kritiske, når vi har brug for det, men slukke for den særdeles veludviklede evalueringsevne når den bliver en hæmsko for os.

Nogle mennesker taler om at give slip, at finde flowet, at komme i “the zone”, at stille sig til rådighed, andre taler om at have forbindelse til højere magter eller at være i “zen”. Ligegyldigt hvilken term man vælger at bruge kan de fleste nok genkalde den tilstand selvom man ikke lige har modtaget Sonningprisen.

Klik på blogtitlen for at kommentere på indlægget.