For en god uges tid siden udnævnte organisationen Lederne “Årets Leder 2011”. Og i løbet af efteråret har vi set på lederen af det klassiske orkester i “Maestro”-udsendelsen på DR. Så vi tænkte, at det var passende at sætte fokus på et par af de store musikalske ledere – altså stille skarpt på hvad det er, en musikalsk leder eller dirigent gør for at få sine medarbejdere til at gøre et godt stykke arbejde og spille sammen. For som det nu engang er med ledelse, så er der mange forskellige måder at gribe det an på.

Vi har samlet et par koryfæer fra forskellige steder i det musikalske landskab, og vi starter i den klassiske ende.

Claudio Abbado – den italienske stjernedirigent (Berlin Philharmonikerne, La Scala operaen mm.) – var gæstedirigent i et symfoniorkester i New York. Her sad en af vores bekendte og spillede cello og undrede sig over hvad det var, Abbado lavede. Han stod nemlig ikke og dirigerede på traditionel facon, men pegede frem og tilbage forskellige steder i orkestret. Så i en pause spurgte vores ven ham hvorfor han ikke dirigerede og fik følgende svar (frit efter hukommelsen): “Min opgave er at få orkestrets musikere til at lytte til hinanden; musikken og det faglige kører af sig selv, så jeg skal sørge for, at trompeterne på 3. række lytter efter violinerne det rigtige sted, og at kontrabasserne hører efter slagtøjet de steder, hvor de spiller sammen. Og så til koncerten dirigerer jeg normalt, for det er det publikum gerne vil se.”

Sergiu Celibidache, som blev tildelt Sonnings musikpris i 1970, var meget inspireret af zen buddisme i sit arbejde som dirigent. Han var kendt og måske ligefrem frygtet for sine meget lange og udmattende prøveforløb forud for sine koncerter. Han ønskede at hans musikere skulle kunne musikken 100% både på det tekniske men også det følelsesmæssige plan for til sidst (til koncerterne) at kunne give slip på musikken og lade den leve sit eget liv. Mht til sit arbejde under en koncert har han sagt: “You are extremely active and at the same time extremely passive. You don’t do anything; you just let it evolve”.

Det 20. århundredes vel nok mest kendte dirigent fra jazzens verden er Duke Ellington. Hans karriere strakte sig fra 1923 til 1974 og bød på nyskabelser og hits, og et orkester der stadig står tilbage som værende banebrydende selv mange år efter. Ellington havde mange talenter, og et af dem var den måde, han formede musikken efter sit orkester. Hans kompositioner var fuldstændigt tilrettet de musikere, der spillede i orkestret; hvor en komponist måske normalt tænkte på saxofonisten som én der spiller på saxofon, skrev Elington forskelligt afhængigt af om det var saxofonisten Johnny Hodges eller saxofonisten Ben Webster, der spillede. Sådan fik han skabt dels uhyre personlig og nyskabende musik, og dels et fantastisk orkester, hvor alle fik lov at bidrage med deres stærkeste sider.

Og til slut siger vi tillykke herfra til Lise Egholm, som fik titlen som årets leder i år. Hun er skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, og udnævnelsen er en fin solstrålehistorie et sted, der ikke ser ret mange solstråler fra pressens side. Vi har mødt hende gennem vores musiske arbejde flere gange og ønsker tillykke til en leder, der, som ovenstående dirigenter, er engageret, målrettet og går nye veje til glæde for både kunder og samarbejdspartnere. Lad os håbe, det kan sparke nogle nye tendenser igang.